af  Wolfgang Bradtke,

skoleinspektør ved Askfelt Danske Skole

i Sydslesvig

 

 

 

S p r o g p o l i t i k  i n d e n f o r  D a n s k  S k o l e f o r e n i n g  f o r 

S y d s l e s v i g

 

-

 

vejen fra overordnede sprogpolitiske mål

til en effektiv sprogpædagogik

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Indhold:

 

 

1. Problemstilling

 

1.1 Historisk baggrund

1.2 Det danske sprogs status i Sydslesvig

1.3 Sprog og identitet

 

2. Sprogpolitik

 

2.1 Overordnede krav

2.2 Omsætning af kravene

2.3 Forudsætninger

2.4 Enighed og solidaritet

 

3. Sprogpædagogik

 

3.1 I børnehaverne

3.2 I skolerne

3.3 Strategier/handlingsforløb

3.4 Pædagoger/lærere, det øvrige personale, forældre

 

4. Visioner

 

5. Litteratur

 

 

 

                                        

 

 

 

 

 

1. Problemstilling

 

I de sidste mange årtier har det danske sprogs betydning været i fokus indenfor det danske mindretals rækker, og med jævne mellemrum blusser diskussionen op, hvordan ordene ”så meget dansk som muligt og så lidt tysk som nødvendigt” effektivt kan omsættes for at styrke det danske sprogs status i Sydslesvig.

 

Det danske mindretal fører en slags ”skyggetilværelse” indenfor den tyske flertalsbefolkning. Kommunikationen i medierne, nabolaget, og i tysk/danske familier er domineret af det tyske sprog. Dermed er mindretallets medlemmer underlagt et konstant assimilationspres til at tale det sprog, alle kan forstå.

 

På denne baggrund er man nødt til at skabe visse ”refugier for dansktalende” i mindretallets egne institutioner og foreninger.

Desværre opstår i denne sammenhæng ofte den paradoksale situation, at man – for ikke at skræmme og afskære tysktalende gæster eller familiemedlemmer – hurtigt er tilbøjelig til at kommunikere på tysk, fordi dette sprog som regel forstås af alle, der bor indenfor mindretallets regionale grænser.

For at værne om det danske sprog kræves der altså en stærk dansk kulturel bevidsthed og viljen til at tale dansk indenfor mindretallets egne rækker på trods af, at nogen bliver afskåret fra en stor del af kommunikationen.

Man befinder sig i det dilemma, at man både vil tale dansk og samtidig være høflig og gæstfri overfor de personer, der ikke forstår det danske sprog.

 

 

1.1           Historisk baggrund

 

Inden den dansk-prøjsiske krig i 1864 gik den danske stats grænse ved Ejderen. Efter krigen kom landsdelen Slesvig og Sønderjylland syd for Kongeåen under tysk styre. Helt til 1920 - året, hvor den dansk-tyske grænse med en afstemning blev flyttet til umiddelbart nord for Flensborg - kunne den tyske indflydelse brede sig.

 

 

 Danske Valgplakater fra 1920

 

 

 

 

Tilbage var Sydslesvig, der pga. af diverse omstændigheder ikke kunne stemmes hjem til kongeriget. Her fandtes stadig danske Sydslesvigere, der i årtier havde bevaret deres kulturelle tilknytning til Danmark.

 

Forknytte danskere i Flensborg vinker farvel til deres landsmænd ved havnen (Akvarel af Erik Henningsen 1920)

 

Efter en periode med kampagner som ”du er dansk – bliv gift med en dansker” begyndte mindretallet at åbne sig overfor det tyske flertalssamfund – ikke mindst, fordi det anspændte forhold imellem flertalsbefolkningen og mindretallet begyndte at udvikle sig med stigende tendens til en fredelig koeksistens i årtierne efter 2. verdenskrig. Mindretallets status ændrede sig fra at være tolereret til at blive respekteret fra tysk side.

 

 

1.2           Det danske sprogs status i Sydslesvig

 

I Sydslesvig har sprogene dansk, frisisk og plattysk og sønderjysk stadig deres betydning ved siden af tysk. Mens man ved vestkysten bruger det danske, det frisiske og det tyske sprog, er byområderne hovedsagelig præget af tysk og dansk, landområderne af tysk, plattysk og dansk.

Indenfor det danske mindretal er det officielle sprog dansk. Men som allerede nævnt kan forskellige omstændigheder medføre, at der af hensyn til tysksprogede personer bliver talt tysk, eller svaret på tysk af dem, der godt nok forstår men ikke behersker et aktivt dansk sprog.

 

 

1.3 Sprog og identitet

 

Sproget er en vigtig del af ens kulturelle identitet. Mens man i Danmark som regel vokser op med dansk som modersmål, gælder det samme for tysk i Tyskland.

Indenfor det danske mindretal ser situationen lidt anderledes ud, som skitseres i det følgende.

 

Der findes forskellige udgangssituationer for et barns udvikling indenfor mindretallet:

 

Et barn med to dansksprogede forældre lærer som regel dansk i de første tre leveår. Starter barnet så i en dansk børnehave og begynder oplevelsesverdenen at blive større og de sociale kontakter til andre mennesker fra det omgivende samfund hyppigere, så ville dette barn helt naturligt også tilegne sig det tyske sprog. Legesproget med nabobørnene fra den tyske flertalsbefolkning vil være tysk. Familiesproget og institutionssproget er dansk, sprogbrugen overfor en stor del af børnene i den danske

børnehave bliver hyppigt domineret af det tyske pga. de børn, der stammer fra de to følgende familiekonstellationer. Barnet lærer hurtigt at tilpasse sprogbrugen de forskellige personer og situationer.

 

Et barn med en tysksproget og en dansksproget forælder vil fra starten af kunne vokse op med to sprog, idet den ene forælder ville tale dansk og den anden tysk til barnet. Dette barn lærer med det samme at kunne tilpasse sproget til forskellige personer og situationer. Fællessproget i hjemmet vil som regel være tysk, institutionssproget i børnehaven dansk og legesproget med en del andre børn tysk eller blandet dansk/tysk, hvis legekammeraterne også behersker begge sprog fuldt ud.

 

Der findes en del danske sydslesvigere, der pga. af forskellige omstændigheder ikke har kunnet formå at holde det danske sprog i hævd. Når disse bliver forældre, ønsker de alligevel, at deres børn skal sendes i dansk børnehave og skole.

Også en del rent tyske forældre med en ren tysk baggrund vælger, at sende deres børn i dansk børnehave eller skole, fordi de gerne vil have, at deres børn skal vokse op med det danske. Så megen tiltro og sympati er jo meget smigrende for ”den danske sag”!

 

Men et barn med to tysksprogede forældre har det sværest indenfor mindretals-sammenhæng. Hjemmesproget er tysk, barnet vokser op udelukkende med dette sprog og når det starter i dansk børnehave, så resulterer dette i en forvirring, da pædagogerne taler et andet sprog end der hidtil har været brugt overfor barnet. Det treårige barn, der slet ikke har færdigudviklet sit modersmål tysk, får pludselig lært forskellige udtryk/ord på dansk og prøver på at kommunikere på tysk med sine kammerater. Pædagogerne svarer som regel til gengæld på det tysktalende barns henvendelser som regel på dansk og opfordrer barnet til selv at sige tingene på dansk. Barnet lærer at acceptere det danske sprog som institutionens sprog uden at forstå, hvorfor der i Tyskland skal tales dansk. Derfor vil dette barn, såfremt det er muligt, altid prøve på at kommunikere på tysk. På denne måde bliver det meget svært at udvikle en dansk sprogkompetence, der gør det muligt for barnet at kommunikere på samme niveau som på tysk.

 

Men betyder dette, at barnet ikke alligevel kan opbygge en dansk-sydslesvigsk identitet? Er den perfekte beherskelse af det danske sprog en forudsætning for ens kulturelle identitet indenfor mindretallets rammer?

 

For at slå det fast: De danske sydslesvigere er ikke danskere med en udelukkende dansk kulturbevidsthed og et dansk sprog, der bare kan tales som en selvfølge i alle mulige sammenhæng, f.eks. ved bageren, i supermarkedet, på legepladsen osv. Nej, en ”rigtig” sydslesviger skal kunne begå sig indenfor begge kulturer, den tyske og den dansk-sydslesvigske. Derfor er det alligevel muligt, at man som oprindelig fra et tysk hjem stammende, der stadigvæk føler sig mest sikker ved brugen af det tyske sprog, trods alt befinder sig rigtig godt med dansk sangskat, spise- og festkultur, menneskesyn, demokratiforståelse og Dannebroget, der hejses ved forskellige lejligheder!

 

Alligevel skal også en anden ting slås fast: Da situationerne, hvor det falder naturligt at benytte sig af det danske sprog, er meget sjældne i Sydslesvig, kræves der et ansvar overfor dansk. Medlemmerne af mindretallet bør altid være klare over, hvor vigtigt det er at værne om det danske sprog! Kun hvis alle danske sydslesvigere behersker såvel det danske som det tyske kan man tale om en rigtig sydslesvigsk identitet. Dette skylder vi netop dem, der som rent tysktalende børn starter i vore danske institutioner. At gøre dem dygtige til at kunne udvikle en dansk sprogkompetence på lige fod med den tyske giver disse børn først en ægte valgmulighed for at kunne tilpasse deres sprogbrug situationerne i form af en ligeberettiget tosprogethed.

 

 

 

2. Sprogpolitik

 

I den sidste tid er diskussionen om brugen af det danske sprog i Sydslesvig atter blusset op. Man mener, at der alt for tit og selvfølgeligt bliver talt tysk – netop i forbindelse med danske arrangementer og fester.

 

Bortset fra, at en del tyske personer tit og ofte findes blandt gæsterne – dette er jo meget glædeligt i et åbent samfund – mener en del mindretalsmedlemmer, at brugen af det danske sprog indenfor de egne rækker skal styrkes.

 

Netop oprindeligt tysktalende forældre, der har besluttet, at sende deres børn i dansk børnehave og skole, burde være sig deres ansvar bevidst overfor deres børns udvikling og det danske mindretal.

 

Ud fra disse synsvinkler har man indenfor Dansk Skoleforening for Sydslesvig besluttet, at finde frem til formuleringen af en dansk sprogpolitik i børnehaverne og skolerne.

 

Institutionslederen påhviler det store ansvar at koordinere samarbejdet om sprog-problematikken under hensyntagen til de lokale forhold og med bevidstheden om en overordnet målsætning.

 

 

2.1 Overordnede krav

 

Forældre, der tilmelder børnene en dansk børnehave og skole, skriver under på, at de vil tilegne sig det danske sprog, såfremt de ikke i forvejen behersker det.

Man overvejer indenfor skoleforeningens styrelse, hvilke yderligere krav der kan stilles, for at få forældrene til at indfri deres løfte.

 

 

2.2 Omsætning af kravene

 

Man kan hurtigt blive enig om, at hvis forældrene ikke tager imod de frivillige tilbud som danskkurser i voksenundervisningens regi og hvis mindretallets pædagoger og lærere på institutionerne er alt for flinke til at henvende sig på tysk til denne tyske del af brugergruppen, så må der formuleres retningslinier, alle i Sydslesvig på en solidarisk vis skal følge.

 

 

2.3 Forudsætninger

 

En fælles bevidsthed og et overordnet ansvar overfor en effektiv sprogpolitik er en af forudsætningerne for at fremme det danske sprog. Samtlige lønnede medarbejdere indenfor mindretallets organisationer bør have en positiv indstilling og holdning overfor den dansk-sydslesvigske sag. Brugen af det danske sprog i arbejdsrelaterede og private sammenhæng burde være en selvfølge.

 

 

2.4 Enighed og solidaritet

 

Kun hvis alle involverede i alle situationer handler efter maksimen ”altid så meget dansk som muligt og kun så lidt tysk som nødvendigt” kan en fælles sprogpolitik omsættes i praksis. Både funktionærerne og brugerne indenfor det danske mindretal må på en effektiv og solidarisk måde ”trække i samme hammel” for at kunne udøve en funktion som forbillede overfor børnene.

 

Ingen kan forvente, at børn anvender deres sprog pga. en idealistisk grundholdning overfor mindretallet. Børnene bliver ”bare” født ind i det og orienterer sig efter de voksnes adfærd. En konsekvent holdning blandt funktionærerne er obligatorisk – ingen må ”hoppe over, hvor gærdet er lavest”, for ikke at være kontraproduktiv for sagen!

 

Brugerne burde så vidt muligt bruge det danske sprog overfor samtlige dansktalende mindretalsmedlemmer og netop overfor deres egne børn, så dansk som samtalesprog virker autentisk og ikke kun som et institutionssprog, der udelukkende er knyttet til visse situationer, i hvilke man ”skal” tale dansk. Det ønskværdige i denne sprogdiskussion er, at opnå en positiv holdning overfor sproget hos alle, med det mål, at ingen skal tænke over, om dansk skal bruges – men at man bare bruger det, fordi man føler dette som det eneste rigtige.

 

 

 

 

 

 

3. Sprogpædagogik

 

Regionale forhold bør netop i starten af gennemførelsen af de omtalte tiltag finde deres hensyntagen med den nødvendige portion fingerspidsfornemmelse og empati.

Sprogpædagogik omfatter ikke kun børnene, men også deres familie.

Forældre, der aldrig før er blevet udsat for strammere krav om dansk sprogbrug - netop dem, der bor i det sydlige Sydslesvig, hvor dansk som sprog altid har haft dårligere kår -, burde føres ”konstruktivt ledsagende” og ikke ”bebrejdende separerende” til et bedre samarbejde omkring en mere konsekvent naturlig brug af dansk som sprog i samtlige mindretalssammenhæng.

 

 

3.1 I børnehaverne

 

Et meget stort ansvar i forbindelse med sprogpolitikken ligger hos børnehavens pædagoger og dens øvrige ansatte. Her finder den første kontrollerbare fællessocialisation sted blandt mindretallets unge. Hvordan det danske sprog omgås i denne institution, præger hurtigt nye børns holdning overfor sproget.

 

Det er forståeligt, hvis børnehavepædagogen tager hensyn til børnenes sprogevner og i givet fald bruger det tyske sprog for at kommunikere med et nyt barn.

Dette burde dog være en absolut undtagelse i en situation, hvor man mere eller mindre abstrakt skal forklare visse sammenhæng.

Samtlige fællesbeskeder skal foregå på dansk, da nye børn jo hurtigt finder ud af, hvad de andre laver som reaktion på beskeden. Tales der først dansk og så kommer der en forklaring på tysk, så venter børnene jo med at lytte, indtil de hører den tyske forklaring.

 

Netop små børn finder hurtigt ud af, hvad pædagogerne siger – og om ikke andet kan de jo ellers spørge de ældre børn, hvad der er blevet sagt. På denne måde læres andetsproget hurtigst muligt, og dets brug falder mest naturligt.

 

 

3.2 I skolerne

 

Starter førskolebørnene så i første klasse, har de som regel gode forudsætninger til at kunne følge undervisningen på dansk.

En undtagelse er dog stadigvæk de børn, der bliver indskolet uden at have gået i en dansk børnehave. Her burde gælde de samme strategier for første klassernes lærere, som beskrevet for børnehavepædagogerne. Tales der pludselig tysk i første klasse, efter man faktisk udelukkende har brugt det danske sprog i børnehaven, ville dette være kontraproduktivt for hele den danske sprogindlæring og elevernes forhold til sproget.

 

Man kunne være tilbøjelig til en forkert hensyntagen overfor det barn, der ikke behersker det danske sprog – men, ansvaret ligger hovedsagelig hos forældrene, der ikke har sendt barnet i den danske børnehave. Derfor er det meget væsentligt, at lederen af den optagende skole senest ved indskrivningen af de nye første klasses elever udtrykkeligt gør forældrene opmærksom på, hvor vigtigt det ville være, at sende barnet i børnehaven i det halve år inden indskolingen finder sted.

 

Et ikke dansktalende barn hæmmer en optimal sprogindlæring i første klasse. Derfor er det meget vigtigt, at læreren gennemfører undervisningen på et passende niveau for de andre elever. Selvfølgelig må der arbejdes med individuel differentiering – men, selv om de første uger kunne være hårde for et rent tysksproget barn i 1. klasse, så viser erfaringen, at disse børn hurtigt tilegner sig en klassesvarende sprogkompetence, hvis læreren konsekvent følger et forløb, som f. eks. er beskrevet i kapitel 3.3 !

 

 

 

 

 

 

 

 

3.3 Strategier/handlingsforløb

 

 

Hvordan ville man kunne få børnene til at være lige gode og have lige meget lyst til at bruge både tysk og dansk i alle situationer? Udgangspunktet er kendsgerningen, at alle børn – også de børn, hvis hjemmesprog er dansk – automatisk kommer til at lære tysk pga. de mange daglige kontakter til medlemmerne af den tyske flertalsbefolkning. Derfor skal vores fokus hovedsagelig sættes på brugen af det danske sprog med og blandt børnene.

 

Formålet for børnehavepædagogen, dansklæreren og alle andre faglærere er, at førstesproget og andetsproget bliver to ligestillede sprog for eleven, således at eleven ved skoleafslutning formelt behersker begge sprog lige godt og ikke mindst også ønsker at benytte begge sprog ligestillet.

 

 

Som leder af en dansk skole i Sydslesvig kunne man motivere kollegaerne til at bruge følgende handlingsforløb, som flere sydslesvigske klasselærere i løbet af deres mangeårige undervisningserfaring har fundet frem til:

 

I samtale med børnene burde læreren i starten bevidst bruge et langsomt, tydeligt artikuleret og simplificeret sprog. I samklang med børnenes sproglige udvikling, kan man slække på disse tre krav.

 

Læreren burde aldrig tiltale børnene på tysk. Skulle børnene til gengæld tiltale underviseren på tysk, eller ville de fortælle noget til hende/ham eller i klassen på tysk, burde man bede dem at forsøge sig på dansk, med den voksnes hjælp og med dens hensyntagen til de individuelle forskelle i børnenes formåen.

 

Når børnene starter i skolen kommer de med positive forventninger, også til andetsprogsindlæringen. Det er vigtigt aldrig at få vendt disse forventninger til negative forventninger. Dette kan ske, når man retter for meget eller udviser utålmodighed overfor barnet, når det prøver at kommunikere på andetsproget. Har barnets forventning

fået en negativ drejning, vil det omgående slå over i førstesproget, og det vil tage tid at få genoprettet tilliden til at turde bruge andetsproget igen næste gang.  

 

Når barnet allermest behøver og ønsker den voksnes tilstedeværelse og reaktion, hvis f. eks. barnet er faldet og har slået knæet, eller hvis marsvinet er død om natten, - og det

bliver modtaget på dansk, vil det erfare tryghed også ved andetsproget og dermed tilegne sig det.

 

Det gælder om at tilbringe så meget tid sammen med børnene som muligt for konstant at kunne have en indflydelse på børnenes sprogbrug. Derfor er det vigtigt som klasselærer at have så mange fag som muligt i klassen og helst initiere så mange ”fritidsaktioner” som muligt udenfor skolens rammer – evt. som leder af nogle børne- og ungdomsaktiviteter indenfor de lokale danske foreninger.

 

I overgangen fra børnehaven til 1. skoleår skal der helst være en rød tråd. I børnehaven bliver der leget, sunget og fortalt historier på dansk, så længe aktiviteten er pædagogstyret.  Det burde være obligatorisk, at køre et indskolingsforløb i samarbejde med børnehaven og skolen i året op til indskolingen.

Derfor er det vigtigt at læreren får en samtale med børnehaven om, hvilke fælleslege, sange og historier, børnene kender. Genkendelsens glæde hos barnet er stor, når alt i skolen er nyt, og man er lidt bange. Selvom alt skal læres fra bunden af, er der i dette tilfælde en leg eller en sang, som man kan.

 

 

 

Det kunne være gavnligt, at gøre alle børnehavebørnene bekendt med f. eks. sangbogen ”De små synger”. Den burde så være til stede i 1. klasse fra første dag. Den optagende skoles 1. klasses lærer kan i samarbejde med børnehaven erfare, hvilke sange børnene allerede kender, så kan der bygges videre på og fortsættes igennem bogen.

 

Hver eneste dag kunne man begynde første time med en sang fra ”De små synger”. Børnene slår op på siden, ser billedet og synger sangen. Det varer ikke længe, før børnene kan finde enkelte ord, de kan læse, mens de synger. Det er regulær læseindlæring, samtidig med, at de lærer sproget og nyder at synge. Senere bliver det et krav fra lærernes side, at der ”læse-synges”. Dette lykkes sjældent for alle på en gang, men efterhånden som eleverne har nået det punkt i læseudviklingen, at de kan. I tredje klasse bliver ”De små synger” udskiftet med den sangbog, alle på skolen har. Hvis man fastholder, at der startes med en sang hver dag, så bliver alle i klassen hurtigt dygtige til og glade for at synge. Sangskatten er jo en del af den danske kulturarv.

 

At lære børnene ”rim og remser” understøtter i hvert fald også deres første sprogindlæring og medfører motivationen til at male billeder til versene og prøve på at læse dem, når de igen bliver brugt i løbet af det første skoleår.

 

Hver dag læser eller fortæller læreren en lille historie. Historierne skal gerne være så kortfattede som muligt. Hvis man bruger både syns- og høresansen ved indlæringen af nyt sprog, så er forståelsen bedre. Har man kun høresansen, som indskolingsbarnet har, skal man anstrenge sig meget for at kunne følge med i handlingen.

Derfor et det meget vigtigt at kommentere historien med mimik, gestik og lyde, evt. med tegninger.

 

For at komme til ”at turde” bruge sproget er dialog lege, små situationsspil o. lign. uundværlige.

Mange af de små læsetekster kan afsluttes med, at børnene spiller indholdet som et lille teaterstykke. Tekstindholdets korrekthed er her fuldstændig ligegyldig.

 

I de kreative fag burde det danske sprog flettes med ind så tit som overhovedet muligt. Når børnene beder om at få rakt det ene og det andet af en kammerat, burde læreren bede dem om at sige det på dansk. Det er ikke en selvfølgelighed. Eftersom kreative fag indebærer, at eleverne taler løst og frit med hinanden, vil det uvægerligt foregå på førstesproget/deres intime legesprog. Langsomt bygger man op, fra det stadie, hvor de beder om ting på dansk, til de udelukkende samtaler på dansk.

 

For at opretholde brugen af det danske sprog i sommerferien, kunne man gøre følgende:

 

Sidste skoledag før ferien får eleverne et hefte, gerne med en sjov forside og med overskriften ”Min sommerferie”. I dette hefte, må de tegne/skrive/klistre billeder, når som helst de har lyst i løbet af ferien. På indersiden af omslaget er der limet alle børns og klasselærerens adresse. At få et sommerferiebrev gør glad. Alle, der skriver til læreren, får et svarkort. Jo flere indslag af dagliglivet, man kan indføre på dansk, jo mere trygge bliver børnene ved sproget.

I de første dage efter sommerferien ser børnene i hinandens hefter, hører hinanden fortælle og stiller spørgsmål til hinanden.

 

Efterhånden som læseindlæringen skrider frem, tilføres eleverne større og større selvstændighed i undervisningen. Enhver form for enkeltoverhøring af eleven i klassen er mere eller mindre spildt for andre end den overhørte elev. Men det er en langsom proces.

Den styrker dog sprogindlæringen af andetsproget mere end noget andet.

Børnene læser makkerlæsning, i starten sammen med en kammerat på samme niveau, senere, når de har det sociale aspekt på plads, også på tværs af niveauer.

 

 

De arbejder i egen hastighed med skriftlige arbejdsark. Det bliver mere og mere lagt over til dem at finde ud af, hvad opgaven går ud på. De må ikke komme op og spørge læreren om opgaveformuleringen, før de har snakket med deres makker om det.

 

Konsekvent overholdes to betingelser for at få en spille/lege time eller for at få lov til at blive inde hos læreren i frikvartererne: Alt foregår roligt, og der skal tales dansk sammen.

Meget vigtigt er, at rose de elever, der er gode til at huske at tale dansk sammen. Ikke sjældent begynder eleverne at minde hinanden om at tale dansk.

 

Børnene arbejder fra første dag i børnehaven med to sprog, og sprogene vil i hele deres skoletid være opdelt i et førstesprog og et andetsprog. Derfor kan vi som dansklærere i de sydslesvigske skoler få stort udbytte af at skele til og gøre brug af pædagogikken fra fremmedsprogsundervisningen.

                                  

Selvfølgelig skal handling med mellemrum følges op af samtaler med børnene, hvor læreren prøver at få dem til forstå, hvorfor hun/han så ihærdigt forsøger at få dem til at tale dansk. Således kunne der siges følgende i rundkredssamtaler:

 

”De to sprog, dansk og tysk, er sidestillede i vores skole. Målet er, at I behersker begge sprog lige godt, og at I skal kende begge landes kulturer. I skal være lige gode til at tale begge sprog, og I skal have lige meget lyst til at bruge begge sprog, alt efter den situation I er i. Man lærer kun et sprog ved at bruge det, og man bliver kun glad for at bruge sproget, hvis man behersker det!”

 

 

 

3.4 Pædagoger/lærere, det øvrige personale, forældre

 

Forældre skal kunne støtte deres børns sprogindlæring og hjælpe dem ved at kunne udvikle et naturligt forhold til dansk som mindretallets sprog. Det væsentlige er altså ikke kun forældrenes eget sprogbrug overfor andre forældre, pædagoger og lærere, men først og fremmest deres omgang med det danske indenfor deres familie netop overfor børnene, der ellers ville opfatte dansk udelukkende som institutionssprog.

 

Overfor forældrene burde institutionslederen altid slå fast, at dansk er det sprog der kommunikeres på - i hvert fald i samtlige skolerelaterede sammenhæng.

Også her gælder devisen: ”så meget dansk som muligt og så lidt tysk som nødvendigt”.

 

Forældre, der føler sig lidt usikre i forhold til deres danske sproglige evner skal altid styrkes i deres selvtillid, når de prøver på at anvende sproget. Det kræver nogen gange megen tålmodighed, men på længere sigt er denne ”ventetid” en god investering.

Gør forældrene bevidst, hvad det betyder for børnenes sprogudvikling, hvis netop de støtter brugen af dansk i det daglige!

 

I denne sammenhæng er det obligatorisk nødvendigt, at der indenfor skolekredsens område tilbydes danskkurser på forskellige niveauer. Dette kunne realiseres på forskellige måder:

 

 

 

 

 

 

Det burde være en selvfølge, at mindre skoler arbejder sammen med andre danske institutioner for at kunne dække det krævede spektrum af kurser og for at finde et tilstrækkeligt stort deltagerantal!

 

Skolens lærere kunne være behjælpelige ved etablering af kontakt til nogle danske familier som pennevenner sammen med børnene.

Forældrene burde opsøge det danske bibliotek hhv. bogbussen og låne danske bøger, film, musik-cd´er og danske computerspil, der kan læses, ses, høres og spilles i fællesskab derhjemme med hele familien.

 

Det burde være en selvfølge at abonnere på mindretallets eneste egen avis ”Flensborg-Avis”, ikke mindst for at konfrontere familiens yngste med denne form for dansk information om vores region. På denne måde bliver dansk skriftsprog automatisk en del af familiens hverdag.

 

 

 

Beretninger om skoler, foreninger m.m. kan medføre en voksende regional interesse og bevidsthed. Netop hvis institutionsledere og foreningsbestyrelser etablerer et konstruktivt samarbejde med avisens regional-redaktører, kan brugerne læse om ”deres” børns virke. Dette fremmer identifikationen og aktualiteten for den enkelte læser.

Flensborg-Avis kunne med fordel bruges i danskundervisningen, artikler kunne formuleres, billeder kunne tages og sendes til redaktionen. Eleverne ville opdage, at denne avis bliver til ”deres” avis og kunne selv udvikle lyst til at arbejde med en skole- eller foreningsavis.

 

Dansk radio og fjernsyn burde kunne modtages af alle dansk-sydslesvigske familier. Derfor er det vigtigt, at de lokale institutionsledere gør deres brugere opmærksom på forudsætningerne og mulighederne.

 

 

 

 

 

Sammen med brugen af Internettet – der findes mange dansk-sydslesvigske hjemmesider -, abonnement på Flensborg-Avis, medlemskab i de danske foreninger, kontakt til Danmark m.m. findes der en bred vifte af kommunikationsmuligheder på dansk.

 

 

Sprogpolitikken og –pædagogikken bør som en selvfølgelighed også bæres af samtlige kollegaer og det teknisk administrative personale.

Hvis børnene møder det danske i skolebussen, når de henvender sig til pedeller og rengøringsassistenter m.fl. så bliver det også for dem naturligt, at tale dansk ”når man er sammen”.

 

 

 

 

 

 

 

4. Visioner

 

Godt nok er der siden tiden efter afstemningen i 1920 aldrig blevet talt mere dansk i Sydslesvig end nu, men vi lever i en opbrudstid med store globaliserings- og europæiseringstendenser, der medfører en tiltagende åbning overfor flertalsbefolkningen. Desuden er kontakten til Danmark og deres politiske repræsentanter præget af en stor åbenhed og et konstruktivt samarbejde.

 

 

 

 

Pga. den store kontaktflade bliver det sværere at gemme interne sydslesvigske mindretalsproblemer, dvs. at man ikke bare kan blive ved med at plaske i sin egen andedam og ”gøre som man plejer”!

 

En autentisk formidling af mindretalsrelevante emner og problemer bliver i stigende grad målt ved ordene: ”Vi – den danske stat og befolkning – holder fast i jer, så længe I  holder fast i os.”

I denne sammenhæng er det irrelevant, om man prøver på at definere den dansk-sydslesvigske identitet som direkte korrelerende med sprogbruget eller ej.

Et generelt krav må være, at alle der føler sig som tilhørende det danske mindretal og er brugere af dets institutioner, prøver så meget som muligt at anvende, formidle eller lære det danske sprog.

Samtlige lønnede medarbejdere skal skabe rammen for, at forudsætningerne er så gode som muligt og netop de ansvarlige leders opgave er at koordinere, motivere og følge omsætningen af de nu igangsatte sprogpolitiske krav.

 

 

Sydslesvig er et af de struktursvage områder i Slesvig-Holsten. Et stort problem for mindretallet er, at mange unge er tvungne til at forlade hjemstavnen for at læse videre og arbejde i andre regioner og lande – hvis de er heldige, i Danmark.

En stor del af ansvaret ligger hos regionale politikere og os vælgere, der kan give vores stemmer til SSV/W. Jo mere dansk som sprog bliver accepteret af den tyske flertalsbefolkning, jo mere dansk der tales i offentlige sammenhæng, desto større bliver betydningen for sproget.

 

·         Danske by- og stednavne på vejskiltene, danske tekster på museer og i rådhusene kunne bidrage med at hente det danske frem fra sin ”skyggetilværelse”.

 

·         Modtagelsen af danske radio- og fjernsynsprogrammer burde være mulig i hele Sydslesvig.

 

·         Dansk-sydslesvigske firmaer burde skilte med deres tosprogethed og fortrinsvis ansætte dansktalende medarbejdere.

 

En del af de nævnte krav er allerede en realitet i visse dele af Sydslesvig. Målet bør være en generel ligestilling og tilstedeværelse af det danske sprog i landsdelen. En del  kommuner har mindst en dansk børnehave og/eller skole.

Institutionslederens opgave er at præge institutionens danske profil indenfor lokalsamfundet ved hjælp af den nødvendige portion åbenhed og samtidig med afgrænsningen af en klar dansk identitet.

 

I denne sammenhæng skal afsluttende et krav nævnes, der direkte kan korrelere positivt med en styrkning af det danske sprog i Sydslesvig, nemlig at hver pædagog eller lærer burde beherske og kunne anvende det tyske sprog på samtaleniveau for at udelukke frygt for kontakt overfor flertalsbefolkningen og for at øge tolerancen og forståelsen for de med tosprogetheden forbundne problemer.

 

 

 

 

Det virker mere autentisk på brugerne af mindretallets institutioner, hvis også oprindelig rigsdanske funktionærer gør sig umage med at kunne bruge begge mindretallets sprog.

Den overordnede målsætning må være, at det danske mindretals medlemmer både kan begå sig på dansk og tysk og lysten til at bruge det danske sprog burde kunne vækkes uden at fordømme tysk som sprog og en del af mindretallets identitet!

 

Med en diplomatisk og strategisk velovervejet form for balanceakt med den allerede nævnte maksime ”altid så meget dansk som muligt og kun så lidt tysk som nødvendigt” som overordnet målsætning vil det danske i Sydslesvig sikkert kunne bevares og det danske mindretals fremtid ville kunne sikres i mange generationer.

 

 

5. Litteratur

 

Braunmüller, Kurt: Sydslesvigdansk - et regionalsprog? i: Institut for dansk Dialektforskning: Studier i talesprogsvariation og sprogkontakt. Til Inger Ejskjær på halvfjerdsårsdagen den 20. maj 1996. København 1996. S. 33-44.

 

Christophersen, Hans: Sprog i Sydslesvig. Det danske sprog i Sydslesvig
Die gesprochene Umgangssprache in Norddeutschland. Det plattyske sprog. Rostras Forlag, Næstvedvej 81, DK-4180 Sorø. 61 sider med illustrationer af Bent Flensbak og Henning Nielsen.

 

Dansk Skoleforening for Sydslesvig: Rundskrivelser (bl.a. Faarvang, Mette Kølvraa: Dansk som samtalesprog i de første skoleår.), læseplaner.

 

Domke, Martina: Zweitspracherwerb in Nord- und Südschleswig
Fachbereich: Deutsch - Pädagogik, Didaktik, Sprachwissenschaft.
Kategorie: Hausarbeit, Institution: Uni Flensburg, Jahr: WS 2000

 

Flensborg-Avis: Artikler og læserbreve til emnet ”Sprogpolitik” (bl.a. Skoleforeningens Fokus-tillæg, 16.10.2004).


Fredsted, Elin: Variable og invariable fejl i tysksprogede elevers udtale af dansk. i: Mette Kunøe/Erik Vive Larsen: 2. Møde om Udforskningen af Dansk Sprog. Århus 1989. S. 99-109.

 

Jessen, Hans: Det danske mindretal. Undervisningsministeriets tidsskrift "Uddannelse".

 

Pedersen, Karen Margrethe: Dansk sprog i Sydslesvig 1-2. Institut for grænseregionsforskning, Aabenraa.

 

Quist, Pia: Nye danskere, nye dialekter. Modersmålsselskabet Årbog 2002. S. 101-106

 

Trudgill, Peter: Introducing Language and Society, London 1992.