Historiske indtryk

Det følgende må formidle en del af de følelser og tanker, der i sin tid fyldte de danske sydslesvigeres hverdag.

Forknytte danskere i Flensborg vinker farvel til deres landsmænd ved havnen.

(Akvarel af Erik Henningsen 1920)

Læs en drengs oplevelser i Nazitidens Sydslesvig

Informer dig om de tysk-danske krige i 1864!

Følgende plakater stammer fra afstemningstiden omkring 1920, hvor grænsen ved Flensborg blev trukket. De fleste fandtes både på tysk og dansk. Det kan måske vurderes som tegn på, at ikke kun sproget var afgørende for tilhørsforholdet!

Tysk propaganda-plakat: Skal danskeren høste, hvad tyskeren har sået?

Historie og hjemstavn råber dit hjerte: Din by var dansk og skal være det igen.

Dansk plakat: Vi vil ikke være prøjsere, vi vil blive ved med at være jyder!

Vågn og stem for Danmark! Lurblæseren står på en bro over kongeåen, hvor den dansk-tyske grænse befandt sig efter 1864!

Fælles stamme, fælles land.

Nu kalder Danmark på sine børn, farvel for evigt, du tyske ørn!

Oh Dania, Hvad er det ved dit navn, der sætter kind og barm i brand? Jo, det er stolthed over at være dansk - kærlighed til dig, mit fædreland.

Stem dig hjem!

Når flaget igen er rødt og hvidt, så er den bitre nød forbi!

Mor, stem dansk, tænk på mig!

Da nazisterne overtog magten i Harreslev

Byhistorie. I den nyudgivne byhistorie om Harreslev Kommune kan man bl.a. læse om det danske mindretals vilkår under naziregimet.

HARRESLEV. - Jeg rendte ind i sønnen af en indflydelsesrig nazist. Den 15-årige knægt slap sin sjæferhund løs på mig og råbte "Speckdäne! - ta" ham". Holger Geipel mindes sin barndom i Harreslev. Episoden førte i øvrigt til, at den flygtende, unge Geipel blev kørt over af den eneste bil vidt og bredt. Og den er blot en af mange skildringer og anekdoter i Harreslevs ny byhistoriske værk, "Chronik 650 Jahre Harreslev, 1352-2002". En hel række sydslesvigere beretter om perioden 1933 til 1945 i det netop udgivne værk om Harres-levs 650årige historie - dels personlige og ofte bevægende skildringer af en snigende diskriminering og chikane fra nazisternes side. Man kan eksempelvis læse om Richard Duggen, der blev udsat for grov mishandling i sin skoletid.

- Jeg husker tydeligt en episode, som gjorde mig bevidst om, hvor fanatiske mange af mine medborgere rent faktisk var. En håndfuld drenge fangede mig på skolevejen. De vred armen om på mig og tvang mig til at sige "heil Hitler". Jeg kunne dog heldigvis befri mig og spæne afsted, husker Duggen.
- Friheden var dog af kort varighed, for en ældre dame spærrede vejen for mig og råbte: "Haltet das Dänenschwein!".

- Vi har bevidst ladt mange dansksindede komme til orde, for Harreslevs historie er både tysk og dansk. Små anekdoter, triste eller humoristiske, gør værket til et levende stykke historie, siger bogens forfatter, byarkivar Thomas Pantleon. "Chronik 650 Jahre Harreslev, 1352-2002" koster 25 euro og kan købes i medborgerhuset eller hos boghandelen Hillary. (Andrea Teebken)

Prodansk nødpengeseddel fra 1919 i Broager.

Protysk nødpengeseddel fra 1919 i Broager (Broacker).

Nødpengeseddel fra 1920.

Plattysk pro dansk plakat.

Billederne er fra bogen: "Sønderjyske billeder- dansk eller tysk?", udgivet af Institut for Sønderjysk Lokalhistorie og Historisk Samfund for Sønderjylland 1992.

Den glemte mærkedag Af Karsten Madsen, der er tidligere chefredaktør, nuværende hovedstyrelsesmedlem i Grænseforeningen og EU-politiker (Kommentar i FLA, side 2, tirsdag, den 11.02.´03)

I går fejrede vi 83 året for, at sønderjyderne stemte sig hjem til Danmark. Heldigvis fik jeg lov at tale i Aabenraa ved Grænseforeningens storstilede arrangement på Folkehjem vis a vis min svigermors barndomshjem ved siden af politistationen. Og jeg kan glæde mig over allerede at være inviteret til at tale næste år i Broager. Her ved jeg, at min formand i Grænseforeningen, Torben Rechendorff, talte i aftes.
Jeg har benyttet lejligheden til blandt familie, venner, bekendte og kolleger at stille spørgsmålet: "Hvilken begivenhed fejrer danskerne 10. februar?" Nogle gange udvidet med: "Hvorfor festligholder sønderjyderne 10. februar?"
Endnu har jeg ikke mødt andet end tilfældige og forkerte gætterier.
Nu har vi at gøre med voksne, oftest veluddannede og samfundsinteresserede borgere. De læser allesammen avis. Taler fremmedsprog, har international horisont og ofte politisk indsigt. De spurgte udgør absolut ikke en marginalgruppe.
De ved selvfølgelig alle, at sønderjyderne i forlængelse af Første Verdenskrig stemte sig hjem til Danmark. Billedet af Christian 10. på den hvide hest kan næsten enhver huske.
Men her stopper også den konkrete viden for de fleste. 10. februar siger dem ikke en døjt.
Og det er sagens kerne. Interessen for det danske mindretal i Sydslesvig er vigende. I takt med, at SSW gennem en halv generation har haft voksende tilslutning, er danskernes kendskab til landsmænd syd for grænsen paradoksalt nok faldet. Hverken politikere eller medier skænker mindretallet nævneværdig interesse.
Og ofte bruger mindretallets egne aktive ildsjæle ufatteligt mange kræfter på indre organisatoriske "magtspil".
I skolerne og gymnasierne har den historiefjendske 68-generation overtaget roret og sørger effektivt for, at historie - og dermed også mindretallets historie - er marginaliseret.
I det danske undervisningssystem kan man som seks-årige starte i børnehaveklassen og som 26-årig stå som cand. mag. i historie uden at have fået et nogenlunde fundamentalt kendskab til den del af Danmarkshistorien, der er foregået syd for den dansk-tyske landegrænse. Eller til, at mindst 50.000 sydslesvigere føler sig som danske.
På den måde lever det danske samfund hverken op til statsminister Niels Neergaards ord til de danske syd for grænsen om, at "I skal ikke blive glemt" - eller statsminister Poul Nyrup Rasmussen 75 år senere, der sagde, at "så længe I holder fast i os, holder vi fast i jer".
Vi sender en check på 400 millioner kroner. Det rækker til mindretallets behov for at finansiere alt fra børnehaver til kirker og denne avis. Og det er i sig selv godt nok.
Men det bliver jo meningsløst, hvis ikke de mentale, sproglige, kulturelle og menneskelige bånd er intakte. Hvis vi opfostrer generation efter generation, der aldrig får kendskab til hele det danske samfunds fundament - og til, at en stor del af det fundament befinder sig uden for landets aktuelle grænser.
En vej til at gøre historie og dermed dansk kulturhistorie til et værdsat fag er at genindføre karakteren. Skolefag deles af eleverne - og lærerne - i to grupper. Med og uden karakterer. Og så længe ungdommens indsats ikke måles, ydes den kun halvhjertet. Man koncentrerer sig om det, der lander på eksamensbeviset.
Hvis politikerne mente deres retorik, ville de sikre historieundervisningen et stærkere fokus.
For netop i en tid med internationalisering er det vigtigt at kende sit nationale univers, sin kultur og sin historie.
Vi har ikke råd til at tabe en ny generation på gulvet, hvis vi skal leve op til statsministrenes smukke ord. Det bør vi erkende på afstemningsfestdagen.

Bagsiden af København-Bonn erklæringerne

Historie. Den danske statsminister Hans Hedtoft fik forhindret, at den dansk-tyske grænse blev flyttet efter 1945. Men i det helt centrale spørgsmål om, hvad det vil sige at være dansk i Sydslesvig, var det Hans Hedtoft, der tabte, og Sydslesvig-aktivisten Lars Hansen Larsen, der fik ret. Det skrev H.C. Hansen og Konrad Adenauer under på i København og Bonn i 1955.

Af Axel Johnsen

Se godt på fotografiet, der ledsager denne kronik. Det er taget den 18. april 1950 på Christiansborg. Den socialdemokratiske statsminister Hans Hedtoft hilser på formanden for Sydslesvigsk Udvalg af 5. Maj 1945, professor Lars Hansen Larsen. Sidstnævnte med butterfly. To herrer giver hinanden hånden. Men deres blik fortæller, at det ikke er et hjerteligt håndtryk. De står så langt fra hinanden, at de er nødt til at læne sig fremover for overhovedet at kunne nå. Der er gnister i luften.

Hvad er anledningen til dette uhjertelige møde? Svaret holder Hansen Larsen i hånden: resultatet af en underskriftsindsamling, der foregik sidste halvdel af 1949 og begyndelsen af 1950. 800.000 danske vælgere over 23 år har skrevet under. Det er lige så mange som der var socialdemokratiske vælgere ved valget i 1947. Disse 800.000 underskrivere forlanger nu af Hedtoft-regeringen, at den skal gå til de allierede sejrherrer for at få dem til at garantere en afstemning i Sydslesvig. En sydslesvigsk ¤5, der før eller senere skal føre Sydslesvig til Danmark.

Troede ikke på ægtheden

Det kom der som bekendt ikke noget ud af, for Hedtoft-regeringen fastholdt sin politik. Den afviste tanken om at rejse statspolitiske krav på baggrund af en stemning i Sydslesvig, hvis holdbarhed man ikke kunne overskue. Med andre ord: Hans Hedtoft troede ikke på, at sydslesvigernes nyvunde danskhed var ægte hele vejen igennem.

Sydslesvigsk Udvalgs imponerende kraftpræstation med underskriftsindsamlingen endte som et slag i dynen. Den blev organisationens sidste store manifestation i Danmark. Den kolde Krig og Vesttysklands deltagelse i forsvaret for den fri verden gjorde den politiske kamp for at få Sydslesvig hjem håbløs.

Ændrede taktik

Det fik Hansen Larsen til at ændre taktik. Fra 1950 gik Sydslesvigsk Udvalg og Ejderindsamlingen, som han også var formand for, i gang med et opdyrkende kulturarbejde langs Ejderen.

Når landet ikke kunne vindes ved hjælp af politik, måtte det i stedet vindes med skoler, med Ejdervolden, som det ambitiøse byggeprogram blev kaldt. Ejderskolen i Rendsborg, skolerne i Drage og Vestermølle samt forsamlingshusene i Pris og Askbjerg blev bygget som bastioner i denne vold.

Men på det tidspunkt, da billedet er taget, har Hansen Larsen ikke opgivet den politiske kamp i Danmark. Tværtimod. De mange underskrifter giver ham en kolossal selvtillid og tro på, at kampen kan vindes - eller at Hans Hedtoft i det mindste kan væltes og afløses af en mere Sydslesvig-venlig VK-regering.

Offentligt klammeri

Når de to herrer ser så mistroisk på hinanden, så skyldes det, at Hansen Larsen i det meste af 1949 havde været i offentligt klammeri med statsministeren - ofte ret personligt. Mens Sydslesvigsk Udvalgs indsamlere i efteråret 1949 stemte dørklokker over hele landet, lod formanden en lavine af anklager og bebrejdelser regne ned over statsministeren: Han alene havde ansvaret for, at sydslesvigerne nu var ved at falde tilbage til tyskheden, hævdede Hansen Larsen.

Hedtofts kølighed over for sydslesvigerne (og varme indstilling til slesvig-holstenske partifæller!), havde skuffet sydslesvigerne og leveret gefundenes Fressen til Flensburger Tageblatt, beklagede Hansen Larsen.

Hedtoft svarede på anklagerne. Han beskyldte aktivisterne for at have lovet sydslesvigerne guld og grønne skove og på den måde fremkaldt en urealistisk stor til-Danmark-bevægelse i Sydslesvig. Nu brister sæbeboblerne, hævdede statsministeren. Nu falder den uægte danskhed fra, den der bare vil høste materielle fordele, og som ikke interesserer sig for danske forhold og dansk kultur.

Statsministeren mødes af en øredøvende pibekoncert fra den aktivistiske lejr med Hansen Larsen i spidsen: Hvordan kan en dansk statsminister sige sådan noget? Hvad er der blevet af princippet om Minderheit ist wer will, når det officielle Danmark mistænker nydanskheden i Sydslesvig for at være uægte? Går den socialdemokratiske regering måske ikke ind for sindelagsprincippet?

Sværvægtere

Statsministeren kan ikke undslå sig at svare på angrebene, for Hansen Larsen repræsenterer en bevægelse, der tæller sine tilhængere i hundredetusinder, og som blandt andet har sværvægtere som skibsreder A.P. Møller med på holdet.

Hedtoft må bide i det sure æble og forsvare et synspunkt, som politisk set er uendeligt pinagtigt. Der er ikke mange stemmer i en politik, der i virkeligheden sammenfattes til følgende sætning: Det kan godt være, at I sydslesvigere siger I er danske, men vi tror ikke på det!

Hvilken kontrast til situationen fem år senere! I marts 1955 underskrev Konrad Adenauer og H.C. Hansen (som også var socialdemokrat) København-Bonn erklæringerne, mindretallenes højt besungne Magna Charta, der slog fast, at bekendelsen til nationaliteten i grænselandet er fri og ikke må bestrides af myndighederne.

Den oversete side

Men var det ikke præcis det, Hans Hedtoft havde gjort fem år forinden? Havde det ikke netop været et led i den danske regerings politik, at man bestred sydslesvigernes bekendelse til danskheden - i hvert fald noget af den?

Det er den oversete bagside af København-Bonn erklæringerne. Forsiden er, at myndighederne i Slesvig-Holsten blev forhindret i at begrænse det danske mindretals udviklingsmuligheder. Bagsiden af medaljen er, at erklæringerne én gang for alle lukkede munden på kritikerne på Christiansborg. Ingen ansvarlig dansk politiker kunne efter 1955 slippe godt fra at sige det, som Hedtoft havde sagt før.

Bagsiden ved København-Bonn erklæringerne var, at folk som Hansen Larsen høstede en kolossal sejr. Og sejren blev bestemt ikke mindre af, at han som formand for Ejderindsamlingen kraftigt udbyggede sin Ejdervold i midten af 1950erne. Kritikken fra Christiansborg mod dette offensive kulturprojekt havde ellers været massiv.

Men efter 1955 forstummede den. Vel næppe fordi kritikerne havde ændret deres grundsynspunkt, men snarere fordi ingen dansk politiker længere måtte betvivle ægtheden af bekendelsen til danskheden i Sydslesvig. Ejheller den der foregik omkring skolerne i Rendsborg, Drage og Vestermølle.

Se på fotografiet igen. Hvem af de to kamphaner vandt? Hedtoft fik forhindret, at grænsen blev flyttet. Men i det helt centrale spørgsmål om, hvad det vil sige at være dansk i Sydslesvig, var det Hans Hedtoft, der tabte, og Hansen Larsen, der fik ret. Det skrev H.C. Hansen og Konrad Adenauer under på i København og Bonn i 1955.

Axel Johnsen er forskningsstipendiat, ph.d. ved Landsarkivet for Sønderjylland i Aabenraa.